Skip to the content

Nyt fra formanden november 2022

Vinteren er over os. Pludselig kom frost og sne og dækkede landskabet. Nu er det kun dem der kan holde fingrene varme, der får spiller flere golfrunder i denne sæson. Der er ikke meget liv i klubhuset, men dem der er der sidder og nyder en øl eller vand i forhallen, eller de er ved at planlægge julefrokost for en klub i klubben. Godt at flere benytter sig af muligheden for at holde julefrokost i selskabslokalet VedLund.

Kontoret

Forretningsudvalget har været igennem en lang og god proces med at finde Dorthes afløser. Her vil jeg sige Dorthe tak fordi hun meldte ud så tidligt, at hun ønsker at gå på pension til foråret, hvilket har gjort at vi har haft tid til processen.

Blandt de mange ansøgere har vi fundet den helt rigtige person til Aarhus Aadal Golf Clubs kontor.

Jens Elvang-Gøransson, med mange års erfaring som Golfmanager og Forretningsfører fra andre lignende klubber. Jens har erfaring med optimering af arbejdsgange, projektstyring og organisationsudvikling, samtidig med at han er udadvendt, kontaktskabende, humoristisk og ikke mindst er han engageret, målrettet og ansvarsbevidst. Jens kan stå for den daglige drift og økonomi i en golfklub i tæt samarbejde ansatte, udvalg og frivillige. Ydermere har Jens i foregående golfklub haft gode resultater med sponsorarbejde i tæt samarbejde med klubbens sponsorudvalg.

I bestyrelsen glæder vi os meget til det fremtidige samarbejde med Jens. Håber I alle vil tage godt imod Jens.

Idekatalog Banen

Arbejdet på hul 5, med etablering af en ny sti står færdig. Det ser rigtigt fint ud og giver en bedre tur ned af bakken fra både gul og rød tee sted. Håber at alle vil tage den nye sti i brug, så vi undgår at få flere skader.

Idekatalog Bygninger

Udskiftning af lofter i selskabslokalet. Mads Lentz-BYG assisteret af Ole Svenningsen vandt opgaven med det billigste tilbud. Arbejdet starter så småt op d. 20. december 2022 og vil stå færdigt senest d. 31. januar 2023.

Bagdepoterne

Arbejdet med at renoverer bagdepoterne gik i stå for en kort bemærkning, fordi vi ikke havde en plan klar til udførelse af opgaven. Nu har vi i samarbejde med husudvalget udarbejdet en plan. Vi starter med bagdepot nr.1, som er den der ligger tættest på Pay & Play banen. Den bliver renoveret i januar med start i weekenden d. 14. – 15. januar 2023. Bagdepot nr. 2 bliver renoveret i februar med start i weekenden d. 11. – 12. februar. Jeg håber rigtig mange sætter kryds i kalenderen de weekender. Vi skal bruge personer der kan løfte fliser m.m., men vi skal også bruge nogle til at feje bagdepoterne. Nærmere omkring arbejdet bliver sendt ud i december måned.

200 kr. gaver

Det lykkedes os igen i år at få nok gaver af 200 kr. til at kunne fortsætte med at være en almennyttig forening. Tak til alle jer der gav. Vi har for 2022 modtaget 317 tkr. i moms kompensation. Det luner i klubkassen. Til sammenligning modtog vi 285 tkr. for 2021.

Medlemmer

Vi har i bestyrelsen været lidt spændte på hvordan udmeldelsestallet og skift af medlemskab ville blive til næste sæson på grund af den pressede økonomi i samfundet. Vi kan med glæder fortælle at det er på niveau med sidste år, altså helt normalt. Dejligt vi har så mange trofaste medlemmer.

Frivillig 2022

Søndag d. 20. november fejrede Aarhus Aadal Golf Club alle vores frivillige.

Bestyrelsen har forsøgt at lave en liste over alle frivillige i de forskellige udvalg. Første optælling gav 170 frivillige, men der er gengangere i udvalgene – der er mange ekstra flittige i klubben. Når vi talte enkelt personerne op blev det til ca. 125 frivillige. Der er sikkert nogle vi har overset – hvis vi har det, må I endelig sige det til Niels Brix, som er ankermand på optællingen. Tak til alle frivillige for den store og uundværlige hjælp i klubben.

Ved arrangementet var der et flot fremmøde, 68 frivillige mødte op. Arrangementet startede kl.15.00 med velkomst og bestyrelsen serverede Gløgg og æbleskiver, hvorefter udvalgene præsenterede dem selv med det formål, at man kommer til at kende hinandens opgaver i klubben. Efter præsentationen var der en dejlig buffet, med mad som Anders Lund havde lavet. Ved ca. 19.15 tiden var alle taget hjem for at se håndbold, men inden man forlod klubben, udtrykte rigtig mange sig meget positivt om arrangementet, hvilket vi i bestyrelsen er meget glade for. Vi håber og tror at økonomien i klubben til næste år stadig er så god, at vi kan tillade os at afholde et lignende arrangement og at vi til den tid har endnu flere frivillige at invitere.

Kælderen

Af energispare hensyn har vi valgt at lukke ned for kælderen, dog ikke de dage, der er arrangementer.

VedLund

Flere har sikkert bemærket at jeg skriver selskabslokale i stedet for restaurant. Det er et ønske fra Anders Lund at vi kalder det en Cafe og selskabslokaler.

Med venlig hilsen

Klara Kruse
Formand for Aarhus Aadal Golf Club

Om forfatteren

Klara Kruse

Formand for Aarhus Aadal Golf Club

Aarhus Aadal Golf Club

Brydehøjvej 35
8462 Harlev

Tlf: +45 86 94 26 77

E-mail: aagc@aadalgolf.dk

Nyttige telefonnumre

  • Kontoret: 86 94 26 77
  • Cafe VedLund: 51 28 00 59
  • Baneservice: 20 42 37 77

Det vil nok være en god ide at have disse numre noteret evt. lagt ind på mobiltelefonen!

Drop på fairway ved bold mistet eller Out of Bounds

Lokal regel E-5

Denne lokalregel er ikke gældende på vores bane.

Så husk en provisorisk bold, hvis I er det mindste i tvivl om I kan finde jeres bold, eller hvis der er en chance for at den er mistet Out Of Bounds.