Formand for Aarhus Aadal Golf Club
Nyt fra formanden marts 2023
Velkommen til en ny sæson. Jeg tror vi alle glæder os til at vejrguderne og vores greenkeeper tillader at 18-huls banen åbnes med sommer greens, så vi rigtigt kan komme ud at lufte vores grej igen. Greenkeeperen har besluttet at åbne for spil til sommer greens fra mandag d. 27. marts.
Generalforsamlingen
Som I ved havde vi generalforsamling d. 2. marts. Jeg blev genvalgt som formand, ligesom der var genvalg til Torben Jørgensen, Uffe Pedersen og Lars Kjuul. Tusind tak for tilliden og den store opbakning I har givet mig og den øvrige bestyrelse i det forgangene år. Jeg vil som formand stadig gøre mig umage for at leve op til jeres tillid.
Den 22. marts havde vi konstituerende bestyrelsesmøde. Her er kun at sige alt bliver ved det gamle, da hele bestyrelsen blev genvalgt. Torben Jørgensen som næstformand. Uffe Pedersen som kasser og Lars Kjuul som formand for baneudvalget. Forretningsudvalget FU kommer til at bestå af Klara Kruse, Torben Jørgensen, Uffe Pedersen og Jens Elvang. Vi ser meget frem til samarbejdet i bestyrelsen og forretningsudvalget.
Kontoret
Der sker stor udskiftning på kontoret lige nu. Golfmanager Jens Elvang Gøransson er startet pr. 1. marts, som erstatning for Dorthe, som bekendt går på pension d. 31. marts. Jeg håber mange vil deltage i Dorthes reception fredag d. 31. marts kl. 15 – 17. Vi ønsker Dorthe alt godt når hun skal til at nyde sit otium. Den 27. marts starter Pia Helbo Wagner, som skal overtage mange opgaver på kontoret bl.a. alt omkring bogføring m.m. fra Feryal. Vi takker Feryal for indsatsen og ønsker hende alt godt i fremtiden. Vi ser meget frem til samarbejdet med Jens og Pia, som skal danne det nye team på kontoret. Tag godt imod dem og udvis, som sædvanligt, hjælpsomhed og god tålmodighed – altså i rigtig Aadal stil😊
Alle klubbens medlemmer skal have et bag mærke synligt på deres bag. Kontoret er klar til udlevering af bag mærkerne, så gå forbi kontoret i åbningstiden og få bag mærket udleveret. I weekenderne når baneservise er i klubben er det også muligt at få bag mærket udleveret.
AM - dag
Klubben har Arbejdende Medlems dag lørdag d. 25. marts med turnering for deltagerne om søndagen. Vi håber rigtig mange kan afse lidt tid til arbejde i klubben og hygge på bane om søndagen. Hvis man af en eller anden grund ikke har fået sig tilmeldt er man meget velkommen til at møde op alligevel.
Cafe og selskabslokaler
Anders Lund med familie og venner havde gjort et stort stykke arbejde for at være klar til åbningsdagen d. 1. marts. Anders holdt åbningsreception d. 4. marts og var meget tilfreds med så mange fremmødte. Vi glæder os meget til at have en sæson med en velfungerende cafe, hvor vi altid kan få en god betjening. Husk at vi som klubmedlemmer er dem der kan være med til at skabe omsætning og reklame.
Idekatalog bygninger
Vi har fået bevilliget 1.3 mill. kr. fra kommunens anlægspulje, som vi har søgt til hjælp med udskiftning af vores to oliefyr til varmepumper, samt solceller på tagene, så nu kan vi komme i gang med arbejdet. De indhentede tilbud skal genforhandles, beslutninger skal tages og en udførelses skal udarbejdes. Det bliver en spændende periode, som nok også vil bevirke lidt byggerod. Håber på jeres fulde forståelse.
Vedligeholdelse
Som I opdager når I ankommer til klubben, er renoveringen af køkkengården i fuld gang. Tak til dem der har opsat de nye vægge. Nu mangler vi nogle beslutninger om skiltning og belysning på væggen. Der er mange gode forslag, så her skal vi også bare have taget de rigtige beslutninger og sat arbejdet i gang.
Idekatalog banen
På 18-huls banen har vi fået lukket grøften i højre side på hul 6 og den lille bunker i højre side på hul 10 er blevet nedlagt.
I foråret vil bunkeren i svinget i bunden af bakken på hul 15 (venstre side) blive nedlagt og tilsået. Mange af jet tænker nok slet ikke over den bunker, så derfor er det spild af penge at vedligeholde den.
Nyindkøb
Der er indkøbt 3 Buggier, så vi nu i alt har 9 Buggier. Med dem håber vi at kunne til gode se efterspørgslen.
Vi arbejder på at finde en ny placering, så alle Buggier kan stå samlet.
Hjerteredderkursus
Jens Elvang har lavet en aftale med hjerteforeningen om hjerteredderkursus til alle medlemmer af klubben, som ønsker sådan et kursus. Kurset tager en halv time, og man får viden om de vigtigste handlinger i forbindelse med ildebefindende, her under hvordan hjertestarteren anvendes. Der kommer info på hjemmesiden og tilmelding på Golf Box. Link til info og tilmelding – klik her.
Jeg opfordrer meget til at deltage i et kursus.
Buggyleje
Når man er 70 år eller derover kan man købe et ti turs kort for tusind kroner. Det er nu også muligt at købe et tilsvarende ti turs kort hvis man har en lægeerklæring, der viser at man har behov for en Buggy.
Nye Medlemmer
På nuværende tidspunkt ser det fornuftigt ud med medlemmer. D. 20. marts havde vi 633 seniorer og der er budgetteret med 573 seniorer for 2023. Af prøvemedlemmer har vi 47 på nuværende tidspunkt og efter Golfens dag d. 23. april plejer der at komme mange. Alt i alt ser det godt ud.
Økonomi
Der er kommet oplæg til ny overenskomst for greenkeepere; men det er ikke endeligt endnu. Oplægget til den ny overenskomst har ikke effekt på budgettet for 2023. Lønomkostningen i 2023 vil blive en anelse højere end medtaget i budget, men ikke noget som vil forrykke forventningerne til årets resultat. På nuværende tidspunkt er der ikke så meget at sige om klubbens økonomi, idet sæsonen endnu ikke er kommet i gang.
I er alle bekendte med de mange gode og fremsynede ideer, som findes både for vores golfbane og bygninger. Alle ønsker og projekter kan ikke gennemføres samtidig men må prioriteres, idet bestyrelsen vil fastholde en fornuftig kontrolleret økonomisk udvikling under parolen rettidig omhu.
Jeg ønsker jer alle en rigtig god sæson
Med venlig hilsen
Klara Kruse
Formand for Aarhus Aadal Golf Club
Nyttige telefonnumre
- Kontoret: 86 94 26 77
- Cafe VedLund: 51 28 00 59
- Baneservice: 20 42 37 77
Det vil nok være en god ide at have disse numre noteret evt. lagt ind på mobiltelefonen!
Drop på fairway ved bold mistet eller Out of Bounds
Lokal regel E-5
Denne lokalregel er ikke gældende på vores bane.
Så husk en provisorisk bold, hvis I er det mindste i tvivl om I kan finde jeres bold, eller hvis der er en chance for at den er mistet Out Of Bounds.