Formand for Aarhus Aadal Golf Club
Nyt fra formanden - november 2023
Vores skønne bane, som ligger i et smukt naturområde er desværre meget påvirket af den mængde nedbør vi har fået den sidste tid. Vi må alle spille på vores 9-huls bane indtil de øvrige faciliteter kan meldes klar eller vi må finde andre aktiviteter f.eks. Loop for at holde os i gang, så vi kan være klar til den nye sæson.
Kontoret
Selv om det er lavsæson på golfbanen arbejder kontoret stadig med de mange administrative opgaver. Lige nu er de bl.a. ved at gøre klar til kontingent opkrævning.
Åbningstiderne på kontoret: mandag til torsdag 9.00 – 15.00, fredag 9.00 – 12.00.
Julelukning fra d. 22. december til 2. januar.
Jens holder ferie i uge 51 og uge 52, samt forsøger at afspadsere alle fredage frem til nytår.
Sponsorer
Jens, Asger og nu også Claus Eriksen arbejder med genforhandling af sponsoraftaler. Arbejdet skrider godt frem og giver et meget positivt afkast til klubben. Tak for indsatsen og tak til alle sponsorerne fordi I bakker op om klubben.
Frivilligheds arrangement søndag den 26/11. – 15.00 til ca. kl. 19.00
Kære alle frivillige – vi glæder os til at have en dag sammen med jer på søndag. Husk at melde dig til hvis du ikke allerede har gjort det.
Cafe Ved Lund
Det er meget vigtigt for klubben at vi har en god golfbane, men lige så vigtigt er det at vi har en velfungerende Cafe. Bestyrelsen har nu vedtaget at gå ind og støtte op om cafeen i vinterperioden, med den hensigt at indhente erfaringer med det formål at understøtte og udvikle klubben og caféen på kort og på længere sigt, samt at sikre at vi har dygtigt personale til sæsonstart 2024.
Det kommer til at medføre, at cafeen har åben alle dage i vinterperioden 1. december til 1. marts 2024.
Åbningstider: mandag, onsdag, torsdag og fredag 10-18. tirsdag 10-20 (grundet mersalg pga. golf fitness)
Lørdag og søndag 11-15 (Her er spisekortet reduceret til snacks, suppe og 3 slags smørrebrød samt kage i montre, og her er der ikke rugbrød, ølandsboller og ølandsbrød.)
Der vil være lukket fra 22. december til 15. januar pga. jul og etablering af lydloft i cafeen.
Der vil i åbningstiderne altid være gratis kaffe på kanden – med det håb at mange kigger ind i cafeen og måske køber en bolle eller et stykke kage til kaffen.
Cafeen har en liste med arrangementer hen over vinteren. Se listen på hjemmesiden Events - vedlund.dk . Cafe Ved Lund og bestyrelsen håber på stor opbakning fra medlemmerne.
Strategi
Bestyrelsen er i en rigtig god proces hen imod hvordan klubben skal se ud i 2027. Vi er næsten i mål med en vision og mission, takket være de god inputs fra strategimøder med medlemmer. Vi arbejder hen imod konkret mål og handlinger for at opnå vores mål. Vi er stadig meget optimistiske på at kunne præsentere et resultat til generalforsamlingen 7. marts.
9-huls medlemskab
Siden det, for nogle år siden, blev besluttet at nedlægge 9-huls medlemskabet, er der blevet efterspurgt et alternativ. Vi har i bestyrelsen været lidt tøvende med at tage nogle beslutninger før vi havde mere data at forholde os til. Nu har Claus Jørgensen udarbejdet et system, så han kan trække oplysninger ud af golfbox, som kan vise hvem der spiller, hvornår de spiller, hvor ofte de spiller og meget mere. Disse oplysninger har vist os at, det var den helt rigtige beslutning der blev taget for år tilbage, når man ser på klubbens økonomi og det er bl.a. den, bestyrelsen skal varetage. 9-huls medlemskabet er for evigt nedlagt.
200 kr. gave
Tak til alle dem har givet en gave. Gaven alene luner i klubkassen, samtidig med at den sikre vi fortsat opfylder betingelserne for at være en almennyttig forening, der kan få momskompensation. Vi er fint nået i mål med det nødvendige antal gaver og har modtaget momskompensation på 277.000 kr.
Juniorudvalget
Juniorudvalget har som de tidligere år ydet en stor indsats for klubben. Tak for det. Fem af udvalgets mangeårige medlemmer har valgt at trække sig fra udvalget, men heldigvis er der fire nye, som ønsker at tage over. Tusind tak for indsatsen til dem der træder ud og tusind tak til dem der tager over. Bestyrelsen vil til stadighed støtte op om arbejdet i udvalget.
Husudvalget
Tak til husudvalget for at tage sig af de mange forbedringer der et sket i denne sæson. Renovering af baglader, renovering af køkkengården, installation af solceller, installation af varmepumper/indkøring af varmeanlægget, renovering af baderum og mange andre ting. Der vil også fremover komme mange opgaver til husudvalget og Claus Jørgensen (formand for husudvalget) har et stort ønske om at der er et par stykker mere der kunne tænke sig at være med til at vedligeholde klubbens bygninger. Dem der ønsker at hjælpe, kan melde sig på kontoret.
Begynderudvalget
Udvalget har igen i år haft travlt. Der er 140 begyndere der har været igennem kurset og af dem er der 68 der har tegnet et medlemskab. Velkommen til klubben til alle de nye golfspillere og tusind tak for indsatsen til alle i begynderudvalget.
Julegaver
Nu nærmer julen sig og hvis der er nogle af klubbens medlemmer der ønsker at give greenfee billetter eller logobolde som julegave kan man henvende sig til Pia eller Jens på kontoret og få lavet en god gave.
Økonomi
Forventning til årets resultat er at vi lander ca. som budgetteret.
Med venlig hilsen
Klara Kruse
Formand for Aarhus Aadal Golf Club
Nyttige telefonnumre
- Kontoret: 86 94 26 77
- Brasserie Aadalen (Rikke) 22 15 51 19
- Baneservice: 20 42 37 77
Det vil nok være en god ide at have disse numre noteret evt. lagt ind på mobiltelefonen!
Drop på fairway ved bold mistet eller Out of Bounds
Lokal regel E-5
Denne lokalregel er ikke gældende på vores bane.
Så husk en provisorisk bold, hvis I er det mindste i tvivl om I kan finde jeres bold, eller hvis der er en chance for at den er mistet Out Of Bounds.