Formand for Aarhus Aadal Golf Club
Nyt fra formanden - april 2025
Året er startet med et dejligt forår – lige som golfspillerne ønsker det. Vi er kommet tidligt i gang i år, og banen står flot. Banen trænger til vand, så greenkeeperne er startet op med vanding af greens, som skal sikre, at de bliver ved med at se fine ud. Kom ud og nyd den dejlige bane, de dejlige omgivelser, den skønne terrasse/brasserie og de mange positive medlemmer, vi er i klubben.
Kontoret
Martin er kommet godt i gang med de mange opgaver, der hviler på hans skuldre. Jeg opfordrer til, at vi alle hjælper på bedste vis og udviser tålmodighed. Bente og Martin arbejder godt sammen og deles om opgaverne. Tak for den store indsats, I yder for at tage godt imod vores nye medlemmer, servicering af medlemmer samt modtagelse af gæster, som vi allerede har haft mange af. God arbejdslyst!
Kontortid i sæsonen:
Mandag – torsdag: 9.00 – 15.00
Fredag: 9.00 – 14.00
Weekend og helligdage lukket
Medlemmer
Der er stadig dejlig stor søgning til vores klub. Frem til nu er der kommet 86 nye medlemmer i 2025. Dejligt og velkommen til jer. Vi har som bekendt et maks. antal spillere på 18-huls banen på 1200 medlemmer. Der er stadig 89 ledige seniormedlemskaber, 1 hverdagsmedlemskab og 7 ledige ungdoms-/studerende/junior 16-18 år til 18-huls banen, inden vi skal til at tage ventelistemedlemskabet i brug.
Med den positive tilgang af medlemmer er det nu endnu vigtigere, at vi alle har bestilt starttid i Mit Golf / Golfbox, når vi vil ud at spille en runde golf. Det er ligeledes vigtigt, at tiden bliver bekræftet på touchskærmene i klubhuset eller på Mit Golf appen, inden man går ud. Det er ikke tilladt at starte en golfrunde uden en bekræftet starttid. Har man bestilt en starttid og bliver forhindret, er det vigtigt, at man sletter tiden så hurtigt som muligt og dermed giver andre mulighed for at booke starttiden. Disse regler gælder både på 18-huls banen og 9-huls Pay & Play banen.
Hvis man ikke bekræfter en bestilt starttid senest 5 minutter før, bliver den noteret i Golfbox som No Show. Kontoret vil løbende følge op på disse No Shows og udsende en venlig påmindelse om, at man fremadrettet husker at bekræfte sin starttid eller få den slettet så tidligt som muligt, hvis man bliver forhindret.
Det er vigtigt, at vi alle overholder disse simple regler, da vi desværre igennem tiden har oplevet rigtig mange No Shows, hvor vi har konstateret, at mange ikke er mødt op til en bestilt starttid, og dermed ser det ud til, at banerne er mere booket, end de rent faktisk er. Det kan blive aktuelt med bøder.
Har du spørgsmål i forbindelse med ovenstående, er du altid velkommen til at henvende dig på kontoret.
Banen
Der er sket rigtig meget på banen efter vinteren.
På arbejdsdagen d. 15. marts blev der udført meget godt arbejde. Der blev bl.a. sat hegn op for enden af Driving Range, vasket udslagsmåtter, beskåret hæk langs Driving Range, lavet ny måtte til udslag med driver, vasket buggier, fejet sand ned på terrassen, ordnet de sidste bunkere på banen, etableret stier med Ecco-rester og skærver og meget mere. Tusind tak for indsatsen til alle fremmødte.
Greenkeeperne er i fuld gang med at beskære træer og rydde op i skovene, dræne bunkere på hul 2, 10 og 13, etablere dropzone på hul 4, give banen gødning og meget mere. Tusind tak for indsatsen.
Juniorudvalget
Juniorudvalget har igen i år, i samarbejde med Oli, lavet et godt træningsforløb for vores juniorer. Forløbet starter i april måned.
Træningstider:
Tirsdag: Træning for alle i alderen 5 – 12 år fra kl. 17.00 – 18.00
Torsdag: Træning for 12 – 20 år fra kl. 17.00 – 18.30
Nogle torsdage spiller de ældre juniorer på banen.
Første træning:
▶ For 12 – 20-årige: torsdag d. 3. april
▶ For 5 – 12-årige: tirsdag d. 22. april
Kom og vær med – vi har alt, hvad du skal bruge for at prøve golf! Hvis du kender nogen, der kunne have lyst til at prøve, så tag dem endelig med.
Juniorudvalget glæder sig til at se jer alle! 🙌
Du kan se træningsprogrammet på vores hjemmeside: Juniorerne | Aarhus Aadal Golf Club
Følg juniorudvalget - Juniorerne i Aarhus Aadal Golf Club | Facebook
Turneringsudvalget
Den 12. april var der åbningsturnering med en meget flot tilslutning. Mange nye spillere var mødt op. Der var dejlig morgenmad i Brasseriet, hvor der var mulighed for at møde andre medlemmer. Starten af runden var kold, men det blev dejligt solskin sidst på runden. Der var uddeling af præmier fra Consist på terrassen i solskinsvejr. Tusind tak til Consist og turneringsudvalget.
Den næste turnering er forårsturneringen d. 10. maj med Green2Green som sponsor. Husk at få dig tilmeldt.
Husudvalget
Husudvalget har meget at se til med at vedligeholde bygningerne i klubben. Vi har to små hytter, der trænger meget til at blive malet, så vi efterlyser to hold af 3 – 4 personer, som kunne tænke sig at få en hyggelig dag med samvær omkring maling af en hytte. Klubben står for forplejning på dagen. Hvis man har mulighed for at hjælpe, skal man melde sig til Claus Jørgensen - claus.jor@gmail.com. Claus sørger for alt udstyr til opgaven. På forhånd tak.
Sportsudvalget
I år har vi 7 hold tilmeldt i danmarksturneringen, tre herrehold, et damehold, et seniorhold, et veteranhold og et superveteranhold. Held og lykke til alle holdene.
I regionsgolf har vi 8 hold med. Tre hold efter handicap, tre veteranhold og to superveteranhold. Held og lykke til alle holdene.
Golfens Dag
Søndag d. 27. april er der Golfens dag, så kender I nogen, som I synes skal præsenteres for golf, er det en god dag at tage dem med i klubben. Tilmelding ved formular på klubbens hjemmeside www.aadalgolf.dk/for-medlemmer/begyndere/golfens-dag/
Brasserie Aadalen
Brasseriet med Rikke og Thomas er kommet godt fra start i klubben. Tak for vores gode samarbejde, Rikke og Thomas. Alle er glade for maden og det gode humør. Vi må alle være flittige til at besøge dem, og på den måde være med til at sikre, at vi får en god café og restaurant, hvor også gæster kan nyde den gode mad og vores fantastiske lokaler og omgivelser.
Fra 1. april er åbningstiderne mandag til torsdag fra kl. 10.00 til 21.00 og fredag, lørdag og søndag fra kl. 10.00 til 19.00. Køkkenet lukker en halv time før lukketid, så husk at bestille mad i god tid, evt. inden du går ud på din runde. God fornøjelse i Brasseriet.
Pro og træning
Oli er godt i gang med træningen på kurserne "gå til golf", og andre individuelle kurser. Man kan altid blive bedre til golf, og det er udviklende at få råd af en professionel træner som Oli. Oli har afviklet en golftur til Egypten her i foråret, med træning og runder på banen, som har fået meget ros. Til efteråret tager Oli igen på tur med et hold. Denne gang går turen til Sydspanien. Du kan se mere om turen og tilmelde dig på hjemmesiden www.aadalgolf.dk/proen/efteraarsturen-2025. Jeg ønsker jer alle god træning.
Demo Dag
Oli har arrangeret en demo dag, torsdag den 5. maj fra kl. 14.30 – 17.30, hvor vi får besøg af Wilson, Cobra, Ping, Mizuno og flere. Kom og prøv noget forskelligt udstyr. Hvis du vil fittes, skal du bestille tid ved Oli, som I kan kontakte på mobil 6127 1364 eller på mail pro@aadalgolf.dk.
Økonomi
Generelt går det godt, og perioderegnskabet for 1. kvartal 2025 følger budgettet. Det er endnu tidligt på året, men det gode vejr har givet gode indtægter på Greenfee, så alt ser godt nu.
Jeg ønsker jer alle en god påske med god golf.
Med venlig hilsen
Klara Kruse
Formand for Aarhus Aadal Golf Club
Nyttige telefonnumre
- Kontoret: 86 94 26 77
- Brasserie Aadalen (Rikke) 22 15 51 19
- Baneservice: 20 42 37 77
Det vil nok være en god ide at have disse numre noteret evt. lagt ind på mobiltelefonen!
Drop på fairway ved bold mistet eller Out of Bounds
Lokal regel E-5
Denne lokalregel er ikke gældende på vores bane.
Så husk en provisorisk bold, hvis I er det mindste i tvivl om I kan finde jeres bold, eller hvis der er en chance for at den er mistet Out Of Bounds.